Foreningen Stad & Egn besøgte i juni måned det tidligere erhvervskvarter Espergærde Vest, der netop er blevet udpeget til et område for byudvikling. En kreds af developere vil nu opføre op imod 850 nye boliger her.
Hele området er et tidligere industriområde, hvor der stadig findes enkelte fungerende virksomheder hist og her. Størstedelen af bygningsmassen er dog forladt og tomt.
Med tanke på kommunens ønske om at fortætte eksisterende byområder, er området helt oplagt til byudvikling.
Espergærde Vest er kendetegnet ved sin meget grønne karakter, der understreges af Egebækkens frie løb gennem området. Bækken dræner de bagvedliggende Rolighedsmoser. Det giver området en helt særlig grøn atmosfære, der er værd at bevare og så at sige bygge videre på.
Flere steder findes også mange gamle og store træer, alléer og træbevoksninger, der må stamme fra områdets anlæggelse. En udvikling bør vinde på at bevare nogle af disse værdier.
Selvom mange af bygningerne i området er mere eller mindre uinteressante og nogle endda faldefærdige, har Espergærde Vest dog nogle arkitektoniske værdier.
Den helt specielle Triumph bygning ud mod Gymnasievej, er et af få overlevende eksempler på dansk brutalisme i Helsingør og i det hele taget. En bygningsstil der er kendetegnet ved den brutale overfortolkning af modernismens former, ofte i beton. De geometriske bygningsdele og brugen af stål, glas og frem for alt upudset beton (béton brût).
Bygningen er opført i slut 60’erne og er tegnet af Per Bruhn. Selvom stilarten måske kan virke kold og nærmest afskrækkende, er Triumph-bygningen dog værd at bevare, som et eksempel på denne lidt specielle stilart.
I hjertet af Espergærde Vest finder man, godt gemt væk fra vej og omverden, en gammel bondegård, der har trodset tid og udvikling. Gården kaldes Roligheden og har været kunstnerkollektiv i de glade 70’ere. I dag bor her flere familier, der deler de smukke fællesområder. Der bygget til ad flere omgange, og også opført nye bygninger på grunden. Et mini-Christiania, midt i Espergærde.
Overordnet set, bør hele området være oplagt til det lidt mere eksperimenterende byggeri. Hvor der tages højde for områdets naturværdier og særegenheder. Hvor man kan lege med de nye boformer som bliver mere og mere populære og efterspurgte. Og hvor fællesskaber, bæredygtihed og nærhed er kodeord.
I forlængelse af Bybjergvej og ud mod boldbanerne ved Espergærde Gymnasium, har kommunen nogle ubebyggede områder, der tidligere har været reserveret til erhvervsudvikling. Disse kunne fint indgå i områdets nye udvikling.
Områdets stisystem bør udvikles og kobles på Espergærdes eksisterende net af cykelstier. Feks. langs med Egebækken, hvor det er oplagt at anlægge en mere brugervenlig sti end den der findes i dag. En løsning under Hovvej burde også være på tegnbrættet, så børn og ande kan komme sikert rundt til Espergærdes skoler osv.
Desuden bør man undersøge muligheden for at få rykket Mørdrup Trinbræt. I dag ligger trinbrættet noget gemt væk. Ved at flytte det 2-300 meter mod Fredensborg, vil trinbrættet kunne servicere hele området ved Hovvej langt bedre. Espergærde Vest vil blive koblet på Lokalbanen og gøre det nemmere for folk, også uden bil, at komme til Helsingør og videre ud i verden.
jhs