Vælg en side

VUC vil nedrive Kongevejens Skole

16. marts 2019

HF & VUC Nordsjælland har endnu engang planer om at rive historiske bygninger i centrum ned. Denne gang er det Kongevejens Skole, som VUC har udset sig til nedrivning.

I 2016-17 var det på tale, at HF & VUC Nordsjælland skulle flytte ned i Svingelport-området. Den gamle historiske brandstation skulle rives ned og et nyt VUC Campus opføres. Dét afstedkom en mindre opstandelse i både de politiske kredse og i den offentlige debat. Nedrivninger i Helsingørs gamle midtby og omkreds, kan være ganske upopulære.

Man fandt dengang en løsning, hvor VUC Nordsjælland kunne få opfyldt deres ønske om at flytte tættere på centrum, samtidigt med man fik reddet den historiske brandstation i Svingelport. Løsningen hed Kongevejens Skole, som alligevel ville blive ledig, når den nye Skolen i Bymidten stod færdig.

Nu er der så kommet lidt lys over HF & VUC Nordsjællands planer for den gamle Kongevejens Skole.

Så godt som hele den historiske skole skal rives ned. Og dét for kommunens regning!

I stedet skal der opføres en ny bygning ud mod Kongevejen. Resten af området skal udlægges til parkering. Kun den karrakteristiske Bygning 1, på hjørnet af Kongevejen og Trækbanen, bevares.

HF & VUC Nordsjælland har i et notat til Helsingør Byråds Økonomiudvalg gjort det klart, at man ikke ønsker at benytte de gamle bygninger, men vil opføre nyt.

Som det ses på dén helhedsplan, som er fremsendt til Økonomiudvalget, foreslås det, at hele selve den gamle skolegård med tilhørende bygninger ryddes (se helhedsplanen øverst i artiklen).

Seneste i 2004 er Bygning 2 blevet renoveret i et projekt med tegnestuen Krarup Hansen & Co (link). Det er altså på ingen måde en hverken faldefærdig eller nedrivningsmoden bygning der er tale om. Derudover ønsker man at nedrive de gamle gymnastiksale (5, 6 og 6a), samt de nyere bygninger 3 og 4.

Som det envidere kan ses på nedenstående billedgalleri, er det også nogle signifikante byrum der vil forsvinde med en eventuel nedrivning. Ikke bare selve den gamle skolegård, men også ud mod Gl. Banegårdsvej, vil nogle, for bykvarteret (og dets børn), så velkendte byrum forsvinde for altid, og erstattes af en åben p-plads.

Sagen skal drøftes mandag d. 17/3 i Økonomiudvalget og siden skal helhedsplanen godkendes i By-, Plan- og Miljøudvalget.

Det er Sweco Architects (nu en del af Aarstiderne), der har udarbejdet helhedsplanen for VUC i dialog med kommunen.

Sagsfremstillingen med billag kan ses via linket HER

 

jhs

Relateret indhold…

Lokal investor vil bygge nyt overfor stationen

Lokal investor vil bygge nyt overfor stationen

To mindre huse skal rives ned, for at gøre plads til større ny ejendom på Jernbanevej i centrum. Politikerne synes dog projektet er for højt, så nu må bygherren tilbage til tegnebrættet.