Onsdag den 5. maj åbner Museet for Søfart op for en ny permanent udstilling om museets verdensberømte arkitektur, og historien om hvordan den blev til.
I udstillingen fortæller arkitekt Bjarke Ingels selv om historien ved hjælp af film, udsagn, modeller og et af Bjarke Ingels foretrukne medier: tegneserien. Han fortæller bla. hvorfor han bevidst valgte at bryde konkurrencereglerne, for at redde tørdokken fra at blive fyldt op, og i stedet bruge den som det centrale arkitektoniske element i hele museet.
Om udstillingern skriver Museet for Søfart blandt andet:
– Valget af området tæt på Kronborg, værftet og havet som placering for det nye museum viste sig at byde på gigantiske byggetekniske udfordringer, som selv ikke BIG havde kunnet forudse. I udstillingen BIG dock gives der et enestående indblik i et af Danmarkshistoriens hidtil mest komplicerede byggeprojekter og de unikke ingeniørmæssige løsninger, der gjorde det muligt at realisere BIG’s visioner.
Et af Helsingørs største nyere arkitektoniske monumenter får således fortalt sin egen historie.
Man kan læse mere om museets prisbelønnede arkitektur på siden HER