U/Nord ønsker at opføre en uddannelsesbygning ved Svingelport. Bygningen ønskes placeret langs med baneterrænnet på et areal, der i dag dels anvendes til parkering og dels udgør en del af et vejareal. Det er tegnestuen IC Arkitekter, der har udarbejdet projektet.
Helsingør Kommune har med Vision 2030 et mål om at styrke Helsingør som studieby. For at understøtte visionen ønsker Byrådet at udvikle den centrale del af Helsingør til et studiemiljø med lokale, regionale og internationale uddannelser, ungdomsboliger og kollegier.
Uddannelserne og boligerne skaber sammen med bykernens og Kulturhavnens mange handels- og oplevelsestilbud, et attraktivt studiemiljø, der kan tiltrække studerende fra et stort opland. Det fremtidige studiemiljø vil samtidig styrke Helsingør som handels-, kultur- og oplevelsesby, er planen.
Som led i denne strategi, har man i samarbejde med U/Nord længe søgt en egnet placering i bymidten. Blandt har tidligere den gamle brandstation, der også ligger i Svingelport, været på bordet. Projektet her betød dog at én af Danmarks bedste bevarede brandstationer skulle rives ned, hvilket man alligevel ikke gav lov til.
U/Nord ønsker nu at opføre en nyt uddannelsesmiljø, på et areal langs med baneterrænnet, der i dag dels anvendes til parkering og dels udgør en del af et vejareal. Grundarealet er på samlet ca. 3280 m2. Heraf udgør p-arealet, der er ejet af Banestyrelsen, 1080 m2, og den del der i dag er vejareal, og er ejet af Helsingør Kommune, ca. 2200 m2.
U/Nord ønsker mulighed for at opføre en uddannelsesbygning på ca. 3500 m2 i op til tre etager. Bygningen består af to længer, der indeholder undervisnings- og administrationslokaler mv. De forbindes med et glasoverdækket gang- og fællesareal, der åbner sig ud mod Jernbanevej. De to længer opføres med facader i mursten, inspireret af den nærliggende stationsbygning, og skal opfylde kravene til støjisolering mv. mod baneterræn og vejarealer, der omgiver byggeriet.
Der påregnes etableret en tagterrasse ovenpå bygningslængen mod øst. Uddannelses-bygningens udearealer består herudover af en forplads ud mod Jernbanevej samt parkeringsarealer til cykler og biler.
Der skal nu udarbejdes en lokalplan for området, som forventes afluttet i foråret 2021, hvorefter det skal i offentlig høring.
Se hele U/Nords foreløbige projekt herunder.