De engelsksprogede way-finding skilte, der sidste sommer blev opsat rundt om på Kulturhavnen, udbredes nu til hele bymidten. Det sker for at sikre en ensartet skiltning hele byen igennem, hvorfor også de såkaldte nordpolsskilte og Elsinore Walk-skilte udskiftes i samme stil.
Det er endnu et af kommunens såkaldte “way-finding” projekter, hvor man vil lede turister og gæster rundt, overskueliggøre byen og hjælpe dem med at finde vej. Der er afsat 650.000 kroner til projektet.
Skiltenes hovedsprog er engelsk, og de danske versioner af de forskellige tekster optræder kun som undertekster. Det har tidligere været kritiseret, også her på Stadsmagasinet. Det er imidlertid uvidst, hvem der egentligt har bestemt, at disse skilte i Helsingør skal have engelsk som førstesprog, og ikke dansk.
Et mindre gravearbejde her fra redaktionen, har dog bragt en lille smule lys over sagen. Det viser sig nemlig, at det i hvert fald ikke er designbureaut bag skiltedesignet, Leh Studio’s, beslutning, men at den formentligt er taget på embedsmandsniveau, uden videre politisk indflydelse eller tilsyn.
Noget kunne altså tyde på, at en så fundamental beslutning, som at lave skilte i et dansk byrum på et fremmed sprog, er taget uden noget folkeligt mandat overhovedet. Det har dog ikke været muligt, at få en udtalelse om sagen fra den projektansvarlige embedsmand i kommunen, da vedkommende er på orlog.
I følge Stadsmagasinets oplysninger, blev forholdet om de engelske tekster dog vendt på By-, Plan- og Miljøudvalgets behandling af sagen, på et møde mandag aften. Også Kultur- & Turismeudvalget skal have vendt de engelske byrumstekster, på deres møde tirsdag.
Embedsværket skal have forklaret Kultur- & Turismeudvalget, at grunden til de engelske skilte er, at de er tiltænkt turister. Langt de fleste turister i Helsingør er dog imidlertid danske og svenske. En opgørelse fra VisitNordsjælland viser således, at over 60% af turismeforbruget i Helsingør Kommune forestås af danskere. Desuden står svenskere for over halvdelen af resten af turismeforbruget i kommunen, eller 10-20%.
Helsingør har tidligere rodet sig ud i et mindre skiltekaos, da man har haft forskellige designbureauer, til at at lave alle mulige forskellige designs. Dét prøver man så nu at rode bod på, med ét fælles design på tværs af skiltetyper.
De nye wayfinding skilte er designet af designbureret Leh Studio, som for nyligt har skiftet navn til Studio Le. Det på trods af, at Helsingør allerede har en hel visuel identitet, som er designet af den berømte lokale grafiker Ole Søndergaard. Han har designet både Helsingørs byvåben, de velkendte blå gadeskilte man ser overalt i bymidten, samt den unikke skrifttype Elsinore som bruges til samme gadeskilte.
Hvorfor man ikke har bedt netop Ole Søndergaard om også at designe de nye way-finding skilte, er også ligesom beslutningen om bruge engelsk som førstesprog på skiltningen, er redaktionen uvidst. Den ansvarlige embedsperson for projektet har for tiden orlog.
En sag af en så lille størrelse, som designet af skilte er, kræver ikke et udbud. Derfor kan kommunen i teorien vælge hvem de vil til opgaven. Her har man altså valgt et ukendt firma uden relation til byen, til opgaven, i dette tilfælde Leh Studio (Studio Le) fra Roskilde. I stedet for en lokal helsingoransk grafiker, med et tæt og nært kendskab til kommunens designprofil.
Du kan se hele designforslaget HER