Er man fast læser af Helsingør Dagblad, hvad end det er på papir eller online, så kan man ikke undgå at støde ind i lederpladsen, og redaktørernes moraliserende skriverier.
Lederpladsen var noget af det første den nye chefredaktør Peter Hagmund ændrede på, da han og Jysk Fynske Medier overtog avisen for godt halvandet år siden.
Helt frem skulle lederpladsen, til avisens fornemme side 2, og helt frem i nyhedsstrømmen på avisens onlinekanaler, først og fremmest hjemmeside og Facebook.
Her har chefredaktør Hagmund og redaktionschef Josephine Wedel så for vane, at mene et og andet om aktuelle sager i lokalområdet. Oftest med en stærk moralisernede og til tider bedrevidende tone, som navnlig sidstnævnte excellerer i. Det hedder “konstruktiv journalistik” og er det nye “sort” inden for faget, synes nogen at mene.
Ud er røget den kritiske journalistik, som burde gå lokalpolitikerne i bedene, og bore i og afdække kommunens mange problemer og skandaler. Og ind er røget feelgood historier om strikkeklubber, livsstilsbutikker og sportsredaktørens slankekure.
Det er dén redaktionelle linje, som der nu er konkret evidens for, at læserne vender ryggen. I følge Gallups dugfriske læseropgørelse er Helsingør Dagblads læsertal faldet med mere end 15% på et år. Det bør få alle alarmklokker til at ringe på redaktionen på H.P. Christensens Vej, og i hovedkonteret hos Jysk Fynske Medier.
Laver man en lille liste over den seneste tids mange skandaler i Helsingør Kommune, burde der ellers være nok at skrive om. Bare i forhold til skandalen med det nye stadion, burde der være fast graverarbejde til mindst et par stykker af de vel 14-15 journalister som avisen har ansat. Men ikke engang nyheden om at kommunen har kastet håndklædet i ringen, og nu vil overlade stadionets fremtid til private investorer, fandt vej til dagbladets spalter.
Havde det så bare været avisens eget problem, så kunne vi nok alle bare grine af det, og give pokker i redaktørernes moraliseren og den konstruktive redaktionelle linje. Men det kan vi ikke.
Et lokalt medie som Helsingør Dagblad er ikke bare en luksus for en by og kommune som Helsingør, det er simpelthen fundamentet under vores lokale demokrati. Så når dagbladets læsere vender ryggen til avisen, så er det vores alle sammens problem, et demokratisk problem.
Chefredaktør Peter Hagmund har simpelthen et demokratisk ansvar for at luge ud i den “konstruktive journalistik”, i feelgood historierne og i den moraliserende redaktionelle linje, og vende tilbage til kernen, til den kritiske lokaljournalistik. Og vinde de helsingoranske læseres tillid tilbage.
Her kan chefredaktøren ikke længere gemme sig bag påstanden om, at trafikken til avisens onlineudgave skam er voksende, og tage den påstand som et succeskriterie. Tallene fra Gallups opgørelse viser en helt anden virkelighed, hvor læserne siver og avisens kvalitet daler.
Clicks på en hjemmeside er ikke det samme som hverken engagerede læsere eller journalistisk kvalitet!
Kommentar af Julian H. Sonne