OBS: Dette er et læserbrev, som Stadsmagasinet har modtaget i brevkassen. Holdninger og påstande repræsenterer på ingen måde Stadsmagasinet eller redaktionen.

Vi har valgt at bringe det, da vi mener det har betydning for debatten. Vi har respekt for, at fans i miljøet omkring FC Helsingør, kan have sine gode grunde til, ikke at ville stå frem med navns nævnelse.

Fra en FC Helsingør fan

FC Helsingør fik en øretæve af dimensioner i sæsonens første kamp, i en arena der udstrålede fortabthed og frustrationer. Alle var til stede, sponsorer, spillere og fans, alligevel var det som om at alle manglede.

Nærmest den samme trup som sidste sæson kunne ikke få os til at føle at alt er som det plejer at være. Tværtimod, man havde opfattelsen af at det var tomme skaller, lige så tomme som brystkassen på spillertrøjerne, der rendte rundt på banen, i stedet for karismatiske FC Helsingør spillere som vi kendte dem.

Man fristes til at tro at 70 % af truppen gerne ville have været alle andre steder end i FC Helsingør. Måske spillere der alle er medlem af samme klub, nemlig de knuste drømmes klub. En klub der blev “oprettet” i slutningen af sidste sæson, muligvis med de amerikanske ejere som formænd.

En drøm om superliga der braste efter en ellers flot sæson, en sæson der muligvis aldrig blev evalueret. Vi hører Morten Eskesen der giver udtryk for at mange spillere ikke er kommet sig over sidste sæson, spillere som alle er medlem af de knuste drømmes klub.

Meget kan man sige, men en ting er sikkert, alt er ikke som det skal være. Som også tydeligt kom til udtryk da man kom bagud med 0-3 i starten af anden halvleg, som kom til udtryk ved en helt stille hjemmetribune, hvorfra folk dels udvandrede og dels stod som forstenede og kiggede på vores lokale fodboldflagskib, som stille og roligt sank til bunds på plastik-arenaen.

Noget er grueligt galt, en ting er at man sportsligt falder igennem, men at atmosfæren er dræbt er det mest skræmmende af alting.

Tiden er måske inde til store ændringer i FC Helsingør.

Nu har fans og sponsorer accepteret præmissen de seneste tre sæsoner, om at FC Helsingør er et projekt. Men spørgsmålet er om sponsorer og fans ikke efterhånden ønsker sig en fodboldklub i stedet for et projekt?

Mon ikke den begyndende sponsorflugt er et udtryk for, at sponsorer synes at projektet er kedeligt og upersonligt.

Nu kalder vi det begyndende sponsorflugt, hvilket dog er en forsigtig analyse, som kommer sig af manglende reklamer på hegnet på stadion og en manglende hovedsponsor på trøjen.

Ydermere er der forlydender om endnu flere sponsorers afgang inden for nærmeste fremtid. Sponsorer der stod tæt på Brian Gellert er også væk, formentligt sponsorer der ikke ville stå model til ejernes komiske formulering af sportschefens afgang, måske en episode der sidder dybere begravet i den helsingoranske jord end hvad Jim kirks og Jordan Gardner overhovedet har fantasi til at forestille sig.

Spørgsmålet er nemlig hvor meget lokalmiljøet vil finde sig i, med gentagende episoder hvor de to amerikanere har udvist egoisme, mangel på lokal forståelse og mangel på situationsfornemmelse. Alle offentligt kendte episoder.

Med det i tanke kan man snildt forestille sig at trænerstab og spillertrup lider under samme usympatiske ledelsesform. Jeg har snakket med unavngivne spillere der alle har ytret ønske om at forlade klubben, men stadig er at finde i truppen, spillere som måske ønsker nye græsgange, men som måske holdes i lænke af Jim og Jordan, ligesom tilfældet var for Morten Eskesen, der havde chancen for at komme til en stor svensk klub i vinters.

Amerikanernes akavethed, og mangel på menneskelig forståelse, har båret frugt resultaterne har gået FC Helsingørs vej, men lader nu til at bide sig selv i halen. Hvilket man også kan mærke på tribunen i dag, hvor snakken har flyttet sig fra spillet på banen, til spillet uden for banen, et spil amerikanerne ser ud til at være kommet meget bagud i. Måske så langt bagud, at man ikke kan nå at forhindre nederlaget. Klart der er brug for ændringer i FC Helsingør, spørgsmålet er bare om det er ændringer i det eksisterende setup med amerikanerne i front, eller om setuppet skal ændres til noget hvor amerikanerne ikke er en del af det længere.

For hvad er egentligt drømmen for fans af FC Helsingør? Er det drømmen at spille Superliga, eller er det the American Dream?

Mon ikke det til syvende og sidst er det sidste, for så længe der er blevet spillet fodbold i Helsingør, har der altid været glade fans på stadion, der nød en pølse og en øl og en snak om alt og intet. FC Helsingør er ikke en sovende kæmpe der venter på tilbagevenden til Superligaen, FC Helsingør er en sovende kæmpe der drømmer sig tilbage til gladere tider, uden andre bekymringer end om øllen er kold nok og pølsen ristet nok.

Måske er vi i virkeligheden blevet prakket en ambition på ærmet, som fans formentligt har kigget sig blinde på, to mænd fra den anden side af Atlanten der fortæller os at vores klub har superliga potentiale.

Selvsamme personer der udgiver sig for i flere danske medier at være de bedste udenlandske ejere i hele Danmark. Spørgsmålet er bare om de er bedre end så mange andre, en flok udenlandske lykkeriddere, der tror på at det er lykken for lokale fans at få frastjålet deres klubs DNA. Mon ikke flere og flere tænker sig tilbage til de hyggelige foreningstider med lokale kræfter i spidsen der forstod fans behov, og havde respekt for alle i byen?