Kære læser!

Jeg synes, at jeg skylder en forklaring på hvor Stadsmagasinet står, hvad der er sket og hvad fremtiden bringer.

For en håndfuld år tilbage startede jeg Stadsmagasinet, fordi jeg manglede et overblik over alle bygge- og byudviklingsprojekter i Helsingør.

Det var simpelthen umuligt at danne sig et godt overblik på kommunens hjemmesider og på lokale medier.

Derfor lavede jeg et lille site, med information om forskellige sager, tilsat mine egne analyser.

Det voksede hurtigt, for det havde faktisk manglet. Også ude i det lokale læsehav.

Undervejs blev Helsingør Dagblad solgt, og utilfredsheden med avisens nye reaktionelle linje blev større og større blandt helsingoranerne.

Derfor ville jeg gerne tage den udfordring op. I forvejen havde Stadsmagasinet udviklet sig til et rigtigt lille medie, med både video- og lydproduktioner.

Samtidigt havde jeg også lavet lidt graverjournalistik, i forhold til kommunale projektet, som Catch og andre. Disse artikler kunne jeg se, at der var en hel del trafik på.

Derfor rykkede vi hele setuppet til Medie H, og søgte Kulturstyrelsen om støtte, som vi desvære ikke fik.

Undervejs var der dertil mandefald, så hele projektet gik ligesom bare i stå.

Jeg synes dog stadig, at der er brug for at udfordre Dagbladet. Der er mange historier, som dagbladet ikke formår at samle op. Og flere som avisen slet ikke opfanger. Så der er åbenlyst nogle huller.

Nu er vi så tilbage på gode gamle Stadsmagasinet. Og her vil jeg fortsætte med at lave små historier, artikler og produktioner.

Indholdet vil – som hidtil – bestå af journalistiske artikler og produktioner, krydret med redaktørens egne betragtninger på lederplads. Ligesom på et hvert andet medie.

FC Helsingør lige nu.

Jeg har modtaget smule kritik af, at Stadsmagasinet har været for skarpt. Navnligt det seneste anonyme læserbrev fra en FC Helsingør fan, har fået et par folk til tasterne. Det glæder mig, at Stadsmagasinet kan bidrage til at starte debatter, og at læserne har en mening herom.

Jeg valgte at bringe læserbrevet, da jeg har erfaret, at folk rundt om FC Helsingør ofte er bange for at udtale sig og kritisere klubben og dens ledelse offentligt.

Det synes jeg er både synd og skam. Det vidner om en eller anden form for frygt overfor klubben, og for at blive rakket ned af tastaturkrigene medfans, som ingen er tjent med.

Derfor synes jeg det skulle ud. Råt og usødet. Punktum.

Det betyder dog ikke, at Stadsmagasinet er en åben skraldespand for alskens påstande og skriverier. Her var der tale om et konkret redaktionelt valg, som jeg står ved.

Min egen ananlyse af tingenes tilstand i FC Helsingør er en lidt anden, og den kan du læse i lederen HER.

Kulgrunden.

Ellers går jeg og tænker på hele miseren omkring Kulgrunden. Det er da bare en lortesag for kommunen, og navnligt for embedsværket i det famøse Center for By, Land & Vand.

Nu er både borgmsteren og vice-borgmesteren gået ind i sagen, byrådsmedlemmer sprænger partilinjer og hele misæren synes at være eksploderet mellem fingrene på kommunen. Det er ukønt og amatøragtigt.

At lokalpolitikerne nu stiller sig uforstående overfor, at embedsværket åbenbart har taget sig visse friheder i forhold til sagsbehandlingen, og ikke i tilfredsstillende krav har involveret politikerne, det er simpelthen en skandale.

Vi har dækket flere sager efterhånden, hvor netop Center for By, Land & Vand har vist deres opgaver for inkomeptente.

Her kan jeg nævne sagen om et nyt parkeringshus i Svingelport, manglende undersøgelse af parkeringsbehovet i bymidten, det håbløst udførte pilotprojekt i Hestemøllestræde, rod med ny skiltning i Kulturhavnen og bykernen, og mange flere.

Det virker på den ene side som om, at Center for By, Land & Vand lever deres helt eget liv udenom lokalpolitikerne, tager sig egenrådig magt over beslutninger, og lidt fungerer som en “kommune i kommunen” om man vil.

Jeg har ved flere lejligheder inviteret BYLABs leder Dennis Larsen til et interview, men har aldrig så meget som modtaget et svar tilbage.

På den anden side kan man stille store spørgsmålstegn ved Center for By, Land & Vand kompetencer. Det virker ærligt talt som om, at lortesager (for at bruge et godt udtryk fra Byrådssalen) er noget der hører dem til, og sådan burde det jo ikke være.

Ud over de rent faglige spørgsmålstegn, synes jeg også at kunne spore en generel mangel på respekt og estetisk sans for dén historiske by man forvalter.

Nedrivinger af historiske bygninger og byrum, og nyopførelser af firkantede betonklodser, synes at være det eneste forhold, som Center for By, Land & Vand har til vores historiske bys kulturarv.

Midtbyen trænger i den grad til et løft af både belægninger, belysning og sammenhænge i hele midtbyen. En opgave som Center for By, Land & Vand slet ikke synes at være hverken fagligt eller æstetisk i stand til at løfte.

BYLAB er en institution som ingen rigtigt ved hvem er. En anonym, men dog magtfuld kommunal afdeling, som synes helt ude af stand til, at kommunikere med og lytte til den by de arbejder for og med, og dens borgere.

Alle skåltalerne om åbne udstillinger og byudviklng i dialog med borgerne, er aldrig blevet til noget. Ikke engang en sølle hjemmeside har BYLAB formået at sætte sammen.

Lorten synes at brænde under Center for By, Land & Vand. Kritikken fra lokalpolitkerne er i hvert fald til at tage at føle på, når både borgmester Benedikte Kiær og vice-borgmester Claus Christoffersen er ude og forlange svar og forklaringer.

Nu kommer der så en kulgravning af hele sagen, bestilt af borgmester Benedikte Kiær. Og på et tidspunkt skal aben vel så også pladseres. Hvis jeg var ansvarlig for noget i som helst i Kulgrundsagen, ville jeg nok være en lille smule bekymret.

Jeg tror ærligt talt, at det ender med, at kommunen måde æde sin sure sok, og betale for den miljø-undersøgelse af Kulgrunden, som Center for By, Land & Vand åbenbart mener man har kunne undvære. Og så må vi se hvad der sker med ansvaret i sidste ende.

Men sagen burde være en øjenåbner for alle lokalpolitikere. Det er jo åbenlyst, at der er noget helt galt i Center for By, Land & Vand. I det private erhvervsliv havde den her slags sager formentligt ført til en fyring i lederlaget, for længe siden.

Helsingør Dagblad.

Som den første og eneste (så vidt jeg ved), har Stadsmagasinet dækket det lokale medielandskab, og den lille aviskrig der foregår mellem Helsingør Dagblad og Frederiksborg Amts Avis (sn.dk).

Jysk-Fynske Mediers indtog på Dagbladet har ikke været uden kritik. Der spores en utilfredshed med avisens konstruktive journalistik fra læserne, og en efterspørgsel efter en mere skarp dækning af lokale forhold og sager.

Meget sigende var det da også Amtsavisen, der først tog Kulgrundssagen op. Først senere, da skelleterne begyndte at vælte ud af de kommnuale skabe, kom Dagbladet ind i kampen.

Dagbladet synes til gengæld at have masser af spalteplads til “feal-good” historier og kaffebordsjournalistik.

Nu har avisen så udnævnt sin nye chefredaktør, Josefine Ostrup Vedel. Og jeg er langt fra sikker på, at det kommer til at ændre på noget som helst.

Problemet med dagbladet er dog ikke bare redaktionelt som sådan. Problemet er også, at avisen til en hvis grad udgør et lokalt monopol. Med en årlig statsstøtte på 2-3 mio. kroner, er det svært for nye, at tage konkurrencen op, også selv om efterspørgslen er til stede.

I lokale sammenhænge er dagbladet en mastodont. En fastgroet del af Helsingør, som stort set ikke har noget tilskyndelse til udvikle sig.

Det er synd. Dagbaldet har et stort potentiale, men jeg tvivler på, at avisen og Jysk-Fynske Medier har evnerne til at udnytte det.

Jeg vil dog meget gerne blive positivt overrasket, når den nye chefredaktør tiltræder rigtigt.

Den lokale musikscene.

I disse dage ruller Helsingør Festival af stablen. Det er det 39 år siden, at festivallen startede. Nu har den vokset sig til en af de fineste udstillingsvinduer for den lokale musikscene i Helsingør.

Der sker rigtigt meget lokalt her. Vi har mange rigtigt fine bands og kunstnere, som fortjener meget mere opmærksomhed.

Vi skal være stolte af den lokale musik, og dyrke den meget mere.

I år er jeg blevet sjanghajet til at være vært på Elværkets dækning af Helsingør Festivalen, som du kan følge på Elværkets og Helsingør Festivallens sociale medier.

Og jeg er helt vild med det.

Der sker simpelthen så meget i den lokale musikundergrund, som slet ikke bliver fortalt. Det vil jeg gerne gøre mere i. Så forvent lidt mere dækning af dette emne på Stadsmagasinet i fremtiden.

Du kan allerede nu læse et interview på Stadsmagasinet med Capser Skovgaard, formand for Elværket, om netop Helsingør Festivalen.

Hvis du ikke har noget for her i weekenden, så kik ned i Elværket og mærk den helt specielle lokale stemning på festivalen. Det er lokal musikproduktion i verdensklasse. Du vil ikke fortryde.

Efterskrift.

Nå, det var det fra mig for denne gang. Jeg vil bestræbe mig på at lave de her reaktionelle skriv lidt oftere.

Som altid, er du mere end velkommen til at kontakte mig med ris eller ros eller gode tips. Skriv til redaktionen@stadsmagasinet.dk

Venlig hilsen

din redaktør
Julian H. Sonne