Er man helsingoraner over en hvis alder, husker man måske den famøse lirekassemand og gøgler Cibrino.
Med sin gammeldags veltalenhed, sort-røde kjolesæt og tamme rotter, gæstede han ofte Helsingør om sommeren, hvor han snurrede på sin lirekasse og optrådte i gaderne. Her var nemlig løse svenske mønter at tjene.
Cibrino, med det borgerlige navn Carlo Peter Grønbæk Sørensen, var også kendt som “Rottekongen”.
Når han, på sine ture igennem de helsingoranske gader, mærkede en lille stimlen sammen, stillede han hurtigt sit lille rottecirkus op, fandt sine rotter frem og afholdt cirkus hvor han stod.
Hans rotter kunne både klatre, hejse flag og køre barnevogn, og han mente bestemt, at rotter var både renlige og yderst kloge.
Ofte blev han af politiet fjernet midt under en forestilling, fordi han ikke forud havde indhentet den obligatoriske tilladelse til gøgleri.
Men det gav bare mere omtale til hans cirkus, som også omfattede papegøjen Bølle, dresserede geder samt noget så sjældent som “skeletter af siamesiske tvillinger”.
Carlo Sørensen voksede op i trange kår med sine fem søskende. Han fik som syv-årig meningitis og lå i sengen i ni år. Af samme grund gik han ikke meget i skole og måtte derfor finde en levevej, som ikke indbefattede skolegang.
Interessen for rotter kom af at se den daværende rottemester Kaptajn Jeno håndtere rottedressuren.
Den 77-årige rottekonge måtte af helbredsårsager stoppe den hårde langfart på landevejene og forsøgte forgæves at sælge sit lille cirkus. Efter lang tids sygdom, sov Cibrino stille ind på Farsø Sygehus.
Cibrino havde allerede i 1989 fået sig en, med rotte og høj hat prydet, gravsten på Rold Kirkegård. Han vidste nok hvor han ville hvile sit eget skelet.
Herunder kan du se rottekongen Cibrino optræde med sit Rottecirkus i Århus. Hans show ændrede sig ikke nævneværdigt gennem årene, og mange helsingoranere vil nok kunne genkende mange af numrene.
jhs
foto venligst udlånt af Bob Ove Faltz Olsen