Foto: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund
Efter flere årtier med Konservativt bystyre i Helsingør, hober skandalerne sig efterhånden op.
Byggeriet af et nyt stadion, som ingen havde styr på. Ældre der ikke behandles ordentligt på kommunens plejehjem. Nedsmeltning af museumsvæsnet. Og håbløse erhvervsmålinger.
Det er efterhånden klart, for de der følger med, at noget ikke er helt i orden. Der er efterhånden meget langt mellem borgmesterens sejre, og kort imellem dårlige sager.
Men hvor dybt stikker utilfredsheden egentligt over det Kiærske bystyre? Kan hun beholde magten ved næste kommunalvalg? Vil hendes historisk stærke personlige vælgere, vende hende ryggen?
Det er nemlig slet ikke sikkert, at størstedelen af vælgekorpset, overhovedet følger med i de lokalpolitiske detaljer, og derved er bevidste om tingenes sande tilstand. Og netop her har, enhver udfordrer til borgmestermagten i Helsingør, formentlig sin største opgave.
Hvordan når man de vælgere, som ikke er en del af Helsingør Dagblads læserboble? De, der kun løst følger med i lokalpolitik og kommunale forhold?
Desværre har vi ingen egentlige meningsmålinger at forholde os til. Derfor ved vi faktisk intet om, hvor stemmerne står, hvem der er foran eller bagud. S eller C. For eller imod.
Det eneste vi med sikkerhed ved, er, at Socialdemokratiet kun var ganske få stemmer fra at erobre borgmesterposten ved sidste valg. Ét sølle mandat var forskellen mellem en konservativ og en socialdemokratisk borgmester.
Imens skyder de lokale konservative på alt hvad der rør sig.
Om det er en Jan Ryberg, der udfordrer borgmesterinden på nedsmeltningen af museumsvæsnet, en Claus Christoffersen der vil rette op på Helsingørs håbløse erhvervsmålinger, Enhedslisten, som udfordrer på det nye busnet eller bare almindelige borgere der stiller spørgsmål ved tingene tilstand. Alle bliver mødt med et frontalt modangreb. Beskæftigelsen, intergrationspolitikken, socialområdet emnet er ligegyldigt.
Det er efterhånden svært at få øje på borgmesterens klare sejre og positive aftryk på kommunen. Derfor er man nød til tale al kritik ned, benægte alle fejl og skyde i panik fra hoften alt der rør sig.
Har det konservative bystyre historisk været sikker på magten, er udfordringen nu til og tage at føle på. Benedikte Kiærs lokale svagheder er blottet. Og det har man åbenlyst også opdaget hos borgemesterpartiet selv.
Derfor kommer vi til at se, et lokalt Konservativt Folkeparti, som netop vil skyde på alt og alle i valgkampen. Det bedste forsvar er som bekendt angreb. Gennem læserbreve, fede mikrofonholdte artikler i Dagbladet, indlæg på Facebook, spydige kommentarer hist og her og alle vejne.
Det sidste nye er museumsvæsnet. Som der nu sættes alle sejl ind på at redde, i sidste øjeblik. Det er byens arveguld, som man helt åbenlyst totalt har misforvaltet. Her sættes der en sand feberredning ind. Det handler om Benedikte Kiærs eftermægle, skulle valgsejren udeblive.
Under valgkampen og det konservative skydetelt, vil nogle partier og kandidater resignere, trække sig tilbage. Andre vil tage udfordringen op. Det kan man måske vinde på, men også tabe stort. Kiær er kendt for sine spidse albuer.
Tager man landsmeningsmålinger i betragtning, står Socialdemokratiet og netop Konservative historisk stærkt. Holder denne tendens helt til efteråret, kan det meget vel smitte af på kommunalvalget. Og derfor kan kampen om borgmesterposten blive et spidsrodsløb mellem Kiær og Christoffersen, der i virkeligheden kan komme til at afgøres på meget få stemmer.
Derfor er det store spørgsmål hvor dybt utilfredsheden over Kiær stikker i det helsingoranske vælgerdyb? Har Claus Christoffersen nosser nok, til at sætte Benedikte Kiær en skarp valgkamp i scene?
Formår Benedikte Kiær, med kommunaldirektør Stinne Johanssen på sidelinjen, at genåbne Helsingør efter coronaen, med succes? Eller falder korthuset sammen?
Og sidst, men ikke mindst, hvad vil folketingsmedlem for konservative, Birgitte Bergman, egentligt med et byrådsmandat? Og hvor er Henrik Møller?
Valgkampen er i gang!
af Julian Hrasko Sonne
