Ja, det kan noget det der fodboldhold, der bærer vores byvåben på trøjen!
Det kan noget på banen, hvor de lyseblå Kronborgs Drenge løber over alt og alle.
Og det kan også noget uden for banen. På lægterne, blandt den løse snak i gaden og hvor end man arbejder henne.
FC Helsingør bringer høj og lav sammen. Tyk og tynd. Rig og fattig. Om en fælles følelse af, at være stolt af det sted, hvor vi alle bor.
Ser man ikke FC Helsingør, så kan man ikke forstå det. Det er let at kalde folk for “fodboldtosser” eller “fodboldgale”. Og det er der en grund til.
Byggeriet af det nye stadion har ødelagt meget. Det har skabt en kløft mellem dem der følger byens hold, og dem der ikke gør.
Det har heller ikke just hjulpet, at det er multikunstneren Jens Bertram, der har stået i spidsen for skandalebyggeriet af det nye stadion. En politiker, som nok ikke er mest kendt for sin folkelighed eller almene sympati.
Det har heller ikke hjulpet, at byrådet har uddelt millioner til en hemmelig forening, som ingen kan blive medlem af, eller at klubbens forhenværende direktør pludseligt også skulle være byrådsmand for det konservative borgmesterparti.
Men FC Helsingør kan noget, uanset hvad. På trods!
Hvilket fællesskab mødes 1000 helsingoranere ellers om, weekend efter weekend, efter weekend?
Ser man ikke FC Helsingør, så ved man ikke, at folk ude i fodbold-Danmark snakker om os. Om Helsingør, om hvad det egentlig er der sker, i Holger Danskes gamle by. Klubben sætter byen på landkortet.
Kommet man ikke på stadion, så ved man ikke, at det ikke kun er sted for bajere og tilråb.
Det er faktisk også et sted, hvor rigtigt mange af helsingoranere taler sammen! Om alt muligt.
Et sted hvor man får en sludder for en sladder. Med sidemanden, i køen, på vej til eller fra.
Møder man en fremmed på benzintanken, i supermarkedet eller i kiosken, så kan man altid få en snak om FC Helsingør. “Så du kampen i går?”.
Ja, det gjorde jeg. Og vi vinder, og vi vinder og vi vinder.
FC Helsingør vinder faktisk så meget, at snakken efterhånden ikke kan undgå at komme ind på, hvad der sker hvis vi rykker op?
For så skal stadion bygges færdigt, med tribuner og ordentligt tag, ordenlige faciliteter og plads til 6000 tilskuere.
For FC Helsingør har fredag aften sikret sig en plads i oprykningsspillet til Superligaen, og derfor mindst endnu en sæson i 1. Division.
Hvis du elsker Helsingør og endnu ikke ser FC Helsingør, så gør dig selv en tjeneste, og kom i gang!
Du går glip af alt for megen lokal sludren og sladren, med folk du slet ikke kender, til at lade være.