Vælg en side

Kæmpe ekstraregning fra Movia

5. september 2022

Movia mangler over 3 mio. kroner til den lokale busdrift i Helsingør Kommune. Det fremgår af et sparekatalog, som trafikselskabet Movia har sendt til regionsformænd og borgmestre på Sjælland.

Konkret foreslår Movia at – i værste fald – reducere linje 340 til en ren skolelinje. Et scenarie, hvor der skal spares helt op til 10% på driften. Også linjerne 802, 803 og 347 kan bliver berørt.

De drastiske besparelser der lægges op til, skyldes både generelt stigende priser på brændstof og andet i samfundet, men også et efterslæb fra coronaen. Her mistede trafikselskabet mange kunder da samfundet var lukket ned, og havde desuden udgifter til ekstra rengøring.

Movia har derfor bedt kommuner og regioner om at indbetale ekstra næsten 150 mio. kr. i efteråret 2022. Penge som kommunerne og regionerne nu skal forhandle med staten om.

I sidste ende kan regningen ende hos kommunerne, herunder Helsingør Kommune, som allerede har måtte skære på busbetjeningen i en sådan grad, at det berørte gymnasieelvers muligheder for at komme i skole.

I al hast måtte Byrådet derfor finde ekstra penge til at genoprette den manglende betjening af Espergærde Gymnasium fra Hornæk og Tikøb med linje 340.

Nu er samme linje så igen på bordet, hvor Movia foreslår, at reducere den til en ren skolelinje. Det fremgår dog ikke konkret, hvad dét præcist indebærer.

Movia oplyser desuden til Stadsmagasinet, at der i sparekataloget ikke er taget højde for eventulle klimamæssige spørgsmål. Det vil sige, at der ikke er taget højde for, om de berørte buslinjer er de mest klimabelastende, og heller ikke, om fortsat stigende brændstofpriser vil rykke rejsende fra biler over i kollektiv transport.

Den offentlige transport oplevede generelt et drastisk fald i passagertallet, som følge af coronanedlukningerne, og mistede derved en betragtelig del af indtægtsgrundlaget. Movia forventer først , at nå det indtægtsniveau, der var gældende før corona-nedlukningerne, i slutningen af 2023 .

Det er desuden Movias anbefaling, at eventuelle besparelser først besluttes, når resultatet af Kommunernes Landsforening og Danske Regioners forhandlinger med regeringen i begyndelsen af september er kendt.

Det samlede sparekatalog kan ses her: https://presscloud.com/file/80/806372398439366/Sparekatalog_med_eksempler_psparemuligheder_i_Movias_kollektive_transport.pdf

 

 

Relateret indhold…